OM LAILA LAGERMANN
Laila Lagermann er cand.pæd. og ph.d. i pædagogisk psykologi. Laila har igennem de seneste tyve år forsket og lavet udviklingsarbejde i in- og eksklusionsprocesser i skole og uddannelse, minoritetsetniske unges deltagelsesmuligheder i uddannelsessammenhænge, betydningen af lærerelev-relationer, skolefravær, fastholdelse og motivation, unge og stress samt anbragte børns skolegang.
Efter ti år på Aarhus Universitet, har Laila siden 2017 arbejdet som selvstændig forsker og konsulent og står bag udgivelsen af en række publikationer inden for ledelse og ungdomsliv, der alt sammen hviler på en – teoretisk såvel som praktisk – klangbund af Diversitet og Inklusion (DI).
“DIVERSITY IS HAVING A SEAT AT THE TABLE
INCLUSION IS HAVING A VOICE
BELONGING IS HAVING THAT VOICE BE HEARD”
LIS FOSSELIEN
PÆDAGOGISK PSYKOLOGI
- I FORSKNING OG PRAKSIS
Pædagogisk psykologi handler om læreprocesser, og om hvordan mennesker udvikler sig i relation til andre mennesker i de sammenhænge, de er en del af. Det handler med andre ord om, hvordan mennesker – uafhængig af alder – lærer, udvikler sig og trives.
Mit arbejde og forskning i en pædagogisk psykologisk rammesætning, har således et naturligt fokus på de processer, hvorigennem mennesker og de sociale, kulturelle og strukturelle kontekster, de er en del af, hele tiden gensidigt former og skaber hinanden på myriader af måder. I forlængelse heraf er en optagethed af at afdække og forstå kendte og endnu ikke kendte problemstillinger og potentialer, der ligger i disse kontekster med henblik på at udvide mulighedsbetingelserne for alle deltagere.
SAMARBEJDSPARTNERE - FØR OG NU
Ikonet:
- symboliserer individet altid i samspil med konteksten (uddannelsesstedet/organisationen)
Afhængigt af kontekstens kultur og (dermed) af ledernes/de professionelles åbenhed, rummelighed, forståelse og inddragelse af individet, oplever individet sig mere eller mindre inkluderet/ekskluderet og kan dermed stå mere eller mindre ude, inde eller på kant af konteksten/organisationen/institutionen.
Den sorte form symboliserer konteksten, der med sin åbne og organiske form altid er i bevægelse. Den brune form - ligeledes organisk og altid i konstant tilblivelse - symboliserer individet i, på kant af eller ude af konteksten. Begge dele formet af/vævet sammen med såvel det vi kan se (det farvede), som det, vi ikke kan se omkring dem (det hvide)
